Bliv lærling eller elev i Metro Service
Lærlinge og elever i Metro Service får en god og specialiseret uddannelse med mange karrieremuligheder - se videoen om at være lærling i Metro Service herover (Videoen er produceret af Dansk Industri/Lærepladsfællesskabet).

Vi tilbyder hele fem forskellige uddannelsesforløb fordelt på hele virksomheden, og vi skaber gode læringsmiljøer med dedikerede vejledere, der støtter eleverne gennem hele forløbet. Lærlinge og elever hos os får en bred pallette af udviklende opgaver og kolleger med forskellige faglige baggrunde.


I Metro Service ser vi det som en del af vores samfundsansvar at bidrage til at sikre unge en god og kompetencegivende uddannelse. Faktisk er det en del af vores CSR-forpligtelse (her kan du læse mere om CSR i Metroservice - tryk her).

Samtidig har vi fokus på de fagligheder, som vi i høj grad selv er afhængige af – for nutidens elever kan hurtigt gå hen og blive fremtidens kompetente medarbejdere. Det har vi masser af gode eksempler på.


Hvilke typer elev- og lærlingepladser tilbyder vi?
I Metro Service gør vi en dyd ud af at tilbyde elev- og lærlingepladser på tværs af et bredt spektrum af fagligheder – fra teknik til kontor. Vi er lige nu godkendt til at have følgende elev- og lærlingepladser:


• Automatiktekniker 
• Elektriker
• Automatikmontør
• IT supporter
• Ejendomsservicetekniker
• Kontoruddannelse inden for administration og indkøb


Sådan former vi uddannelsen
En lærling eller elev har typisk et ophold hos os på 2-4 år som en del af sin uddannelse. Forløbet tilrettelægges som en vekslen mellem teori og praksis - mellem skolen og Metro Service - og kan ellers variere meget, afhængigt af uddannelsen.

Typisk vil vores uddannelsesafdeling sammen med den enkelte lærling/elev sammensætte et forløb, der giver vedkommende en dyb faglig viden kombineret med en omfattende praktisk erfaring - ofte med ophold i flere forskellige afdelinger.

”I Metro Service sætter vi stor pris på at oplære nye lærlinge og elever, da det har høj samfundsmæssig værdi og stor betydning for virksomhedens udvikling. Vi går meget op i, at vores lærlinge og elever under deres ophold hos os bliver så dygtige som muligt, så de er godt klædt på til efterfølgende jobs,” fortæller Erling Krog, training manager, Metro Service.

Har du lyst til at blive lærling eller elev i Metro Service?
Er du i gang med eller overvejer du at starte på en af ovenstående uddannelser, så kunne Metro Service være et godt sted for dig at prøve kræfter med dit håndværk og give dig praktisk erfaring.
Alle ledige elev- og lærlingestillinger slås op her på hjemmesiden, men ser du ikke noget indenfor din faglighed, er du meget velkommen til at søge uopfordret. Se hvordan under ’Ledige stillinger’, nederst på siden.




Jeg har været rigtig glad for mit lærlingeforløb — både på grund af kollegerne og de opgaver, jeg har løst. Især synes jeg, at de større projekter, jeg har deltaget i, har været spændende. Fx da jeg var med til at installere det nye ventilationssystem på Nørreport
En færdiguddannet elektrikerlærling.
Metro Service har været et rigtig godt sted at være. Det er en hyggelig arbejdsplads med gode kolleger. Jeg har især lært at have mange bolde i luften på en gang, at være struktureret og løse opgaverne til tiden.
En færdiguddannet kontorelev.

Se eventuelle ledige elev- og lærlingestillinger her.

Metroservice_okt_2019_87.jpg